Artikler


 

Giv din vandskræk en dukkert - Ekstrabladet, april 2004

Det dybe vand er ikke farligt - Politiken, april 2004

'Vandskrækkere' kan kureres - Rødovre Lokal Nyt, oktober 2004

Vandskræk går i arv fra far og mor - Politiken, marts 2009

Kom af med vandskrækken - Politiken, marts 2009

Væk med vandskrækken - Vi forældre, juni 2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 

Artikel fra:  Ekstrabladet
Forfatter:  John Mynderup
Dato: 3. april 2004

 

GIV DIN VANDSKRÆK EN DUKKERT

Tusinder af mennesker har så stor en skræk for vand og badning, at de slet ikke har lyst til at tage til stranden eller hoppe i en pool. Det er ganske forfærdeligt at have det sådan netop nu, hvor vinteren er ved at slippe sit tag og kysterne og søerne om nogle måneder vil være fyldt med badende i alle aldre. Der er dog håb, selv for den, der efterhånden er blevet så bange for vand, at bare det at tage et bad under bruseren derhjemme er et problem. 

MØD ANGSTEN
Hos Danmarks førende vandskræksekspert, kropsterapeuten Pia Brunner kan man i fred og ro, bl.a. i Vestbadet i Brøndby få lov til at møde sin angst og opdage, hvad den f.eks. gør ved ens vejrtrækning. Hun har haft masser af elever, der har lært at slippe frygten og i stedet kastet sig i bølgerne med stor fryd. 
En af Pia Brunners elever, Dionna Bürckel fortæller, at hun kom til at lide af vandskræk, efter at have været ved at drukne i en sø som 20-årig. I mange år var hun bange for vand. Hver gang hun skulle bade, følte hun, at hun fik en stor knude i maven. 
- Jeg har netop været på ferie i Thailand, hvor jeg også prøvede at dykke. Det var pragtfuldt. Jeg går dog stadig hos Pia Brunner for at lære mere, siger Dionna Bürckel.
- Pia Brunner, hvad er det, du gør ved dine elever, siden de er i stand til at slippe frygten? 
- Vi taler meget om, hvad angsten gør ved vores kroppe. Vi trækker vejret dårligt. Hjertet banker af sted. Vi får spændinger over det hele. Skuldrene sidder højt. Hænderne er fulde af koldsved. Når man er opmærksom på de signaler, så kan man give slip på dem og opleve det, som angsten også giver os, nemlig nærvær, glæde og intensitet.

LÅR MOD LÅR
- Når vi er sammen på sådant et lille hold kan vi løsne op, lege, lave gymnastik, hjælpe hinanden og have det sjovt. Prøv lige at rejs dig op, siger Pia Brunner pludselig direkte henvendt til mig og inden jeg helt fatter, hvad der foregår, står vi i hendes stue i Vanløse ved siden af hinanden, lår mod lår og gynger i benene.
- Nu samarbejder vi. Det er lidt pinligt, men også lidt sjovt, synes du ikke, siger hun og smiler. Det er bl.a. sådan vi leger i vandet. Jeg siger til mine elever, at det kan være en hjælp at bruge badehætte og svømmebriller. Det beskytter på en god måde.
- Det er vigtigt at du aldrig presser eller stiller krav om, at eleverne skal præstere noget eller siger til dem, at nu skal de altså tage sig sammen. Eleven skal i stedet skridt for skridt vinde terræn og føle sig tryg. Først gå langs med kanten af bassinet, så gå i den lave del af bassinet og så videre.
 

FLEST KVINDER
- Har du flest kvinder eller mænd på dine vandskrækshold?
- Jeg tror, at 85 procent af mine elever er kvinder. Jeg er helt sikker på, at der er lige så mange mænd, der er bange for vand som kvinder, men kvinderne er bedre til at erkende, at de har et problem, og at de gerne vil gøre noget ved det. Og det er aldrig for sent. Jeg har haft en elev, der var over 80 år. 
Læs  mere på Pia Brunners hjemmeside www.vandskraek.net

 
1.
Gitte Gundertofte: - Min angst for vand kom, da jeg var omkring 14 år. Jeg var i en svømmehal i Jylland, da jeg pludselig kom ud på det dybe og var ved at drukne. Folk omkring mig troede jeg lavede sjov, men en enkelt så, at jeg var i store vanskeligheder og fik hevet mig ind. I alt for mange år, gik jeg med denne vandskræk uden at gøre noget ved den. 
- Jeg har nu gået i fire år hos Pia Brunner og har lært, at man ikke behøver at blive stiv af skræk, hvis man kommer ud på det dybe. Jeg har i dag ingen problemer med at vælte og komme ud af min kajak, når vi padler rundt i Københavns Havn. 

 
2. 
Lise Rønsch: - Da jeg var 12 år gammel var jeg på en spejderlejr. Vi badede i en lille sø, og jeg var kommet længere ud end jeg kunne bunde. Jeg kunne lide at svømme dengang, men jeg blev grebet af panik og følte at jeg skulle drukne.
- Jeg har taget undervisning i en sæson hos Pia Brunner. Her har jeg lært, at der er noget, der hedder at træde vande. Nu tør jeg også springe fra kanten ned i bassinet. Det er en dejlig oplevelse at være ude på det dybe uden at gå i panik. Jeg skal også med på Pia Brunners svømmerferie i august til Grækenland, og måske lære at dykke og snorkle i havet.

 
Pia Brunner er svømme- og idrætslærer. Hun er født i Tyskland og har boet i Danmark siden 1987. Her ses hun sammen med nogle af sine elever i Vestbadet i Brøndby.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 

Artikel fra:  Politiken
Forfatter:  Hans Lucht
Dato: 11. april 2004

 
Det dybe vand er ikke farligt
 

Pia Brunner har specialiseret sig i at hjælpe folk med vandskræk. Det handler om at udnytte angstens potentiale, for »angst er energi. Angst er intensitet. Når man kommer ud på den anden side, så bliver det nærvær og glæde«.
 

»Det er min ambition at komme op på vippen,« siger lokofører Søren Nimb og kaster et ærefrygtigt blik op på Vesterbro Svømmehals 3-metervippe. Det lyder umiddelbart overkommeligt – men er det ikke for ham og resten af det hold svømmere, der plasker rundt på bane 1 & 2 under Pia Brunners instruktion. De har nemlig én ting til fælles: Vandskræk. 
Det forekommer at være en svær opgave at gøre disse elever til vandhunde, men Pia Brunner har stor succes med sit arbejde. I de tolv år hun har undervist folk med vandskræk og har hun kun opgivet én elev. Resten har før eller siden lært at begå sig i vandet. Det gælder også Søren Nimb, der efter livslang vandskræk blev inviteret til Thailand af en kollega og følte, at nu ville han gøre noget ved det. Tanken om at stå på stranden i Thailand og ikke kunne svømme ud til de andre, var for ærgerlig.
»Jeg følte, jeg gik til bunds, hvis jeg ikke kunne mærke bunden. Jeg har ikke nogen problemer med at sejle. Heller ikke med at køre toget under tunnellen. Men at komme i vandet uden fast grund under fødderne, det er jeg ikke glad for. Den første gang, jeg skulle prøve at svømme ud i den dybe ende af bassinet, fik jeg også krampe i benene lige med det samme. Men nu hjælper det. Da jeg var i Thailand, var jeg var i vandet næsten hver dag. Det gav masser at selvtillid.«
Svømmelærer Pia Brunner har 120 vandskrækelever om ugen. Det er blevet noget af en livsopgave for den tyskfødte svømmelærer. Hun begyndte selv at svømme i Tysklands mange søer og har altid forbundet vand med stor glæde og frihed. Da hun senere tog en uddannelse som Svømme- og Idrætslærer ved Paul Petersens Idrætsinstitut i København blev hun opmærksom på, at mange af hendes elever havde det lige modsat –de var bange for vand.
»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle udøve svømmeundervisning, men jeg kunne mærke fra begyndelsen, at jeg havde en fornemmelse for dem, som var bange for vand,« fortæller Pia Brunner med sin milde tyske accent.
»Jeg kan huske, at på det første hold, jeg overhovedet underviste, der var der en lille dreng, som stod på trappen og ikke turde komme tæt på svømmebassinet. Men jeg fik ham til at komme ned i vandet og blive glad for det. Han havde ellers mange gange stået på kanten og kigget på og ikke turdet noget. Det var første gang, det gik op for mig, at det var noget, jeg havde sans for.«

 
Rytter og hest
Dagens svømmeundervisning begynder med en gang ‘rytter og hest’. Eleverne sidder på ryggen af hinanden og skal forsøge at skubbe de andre par i vandet. Det medfører en hel del morskab, og det er meningen. Eleverne skal lære at slappe af og have det skægt med vandet. Pia Brunner underviser først og fremmest i at lære dem fortrolighed med elementet, dernæst kan de begynde på teknikkerne.
»De skal opleve vandet på en lystbetonet måde. I en ramme hvor de føler sig sikre. Jo mere de leger, jo bedre. Rytter og hest bruger jeg meget. Det er godt, at de bruger kroppen og falder ned i vandet og finder ud af, at det ikke gør noget.«
»Vand kan være angstfremkaldende, fordi vi simpelthen ikke har styr over det. Det er i konstant forandring. Det kan være dybt, lavt, koldt, varmt. Det skaber usikkerhed. Og hvis man er bange og har behov at have styr på tingene, så er det meget provokerende at ligge på noget, som man ikke bare kan tage fat i. Jeg har haft en elev, som blev svimmel, bare hun stak storetåen i vandet. Jeg har haft andre, som følte, at de druknede, bare de drak et glas vand. Men i min undervisning prøver jeg at vise, at vandet kan bære. At der er opdrift i vandet. Hengivelsen til opdriften, og kraftudøvelsen i at svømme. Det er det, som det handler om. Man giver både slip og bruger sin krop til at komme videre.«

 
Drukneoplevelser
På dybt vand. Ude hvor man ikke kan bunde. Det er ikke usædvanligt, at en usikker situation beskrives med en vandmetafor. Mange af Pia Brunners elever har også haft drukneoplevelser. Nogle føler, at de falder forover og det går endeløst nedad. Andre føler at de bliver hevet i benene og trukket under. Andre føler at de bliver trukket rundt, hvirvlet rundt. Andre igen føler, at de går bagover og nedad.
»Jeg spørger ind til deres frygt – for jo mere konkret den frygt for at drukne står for dem, jo nemmere er det at arbejde med den.  Så kan jeg vise dem, at det er svært overhovedet at komme under vandet på grund af opdriften,« forklarer Pia Brunner
Skolelærer Suzan Duran har lidt af vandskræk lige siden hun var på ferie i Tyrkiet med familien som barn. Hun beskriver scenen som taget ud af Erik Clausens ‘Den Store Badedag’: En ven af familien syntes, hun skulle lære at svømme og bar hende ud på det dybe, hvor han smed hende på hovedet i vandet.
»Jeg kan endnu se boblerne for mig. Så fik jeg skræk for det. Jeg har siden lært mig selv at svømme, men jeg kunne ikke have hovedet under vand. Og hvis nogle skubbede til mig eller rørte ved mig i vandet, så kunne jeg gå i panik.«
»Det har irriteret mig meget, når jeg har været på ferie. Jeg måtte ligge i brændningen, fordi jeg ikke turde svømme ud, hvor vandet er roligt, men man ikke kan bunde. Så bliver jeg hele tiden skyllet op på stranden med bikinien oppe om ørene.«
»Men den første gang, jeg kom her, havde jeg hovedet under vand. Det var virkelig stort for mig. Nu kunne jeg godt tænke mig at dykke. Og lære at hoppe i.«
Det er netop denne øvelse Suzan Duran og Christina Olsen øver sig i denne fredag eftermiddag. De skal prøve at hoppe i, siddende på kanten. Men det er ikke nemt. Kirkemedhjælper Christina Olsen fik også en uheldig start på sit møde med vand, da hun var med en veninde i svømmehallen og nær var druknet i den dybe ende.
»Siden har jeg haft angst for det. Men jeg har altid gerne villet lære det. Vi har en kano, og jeg har små børn, så jeg ville gerne kunne redde dem, hvis der sker noget.«
»Jeg har altid syntes, at det var skrækkeligt at komme i en svømmehal. Og de første gange jeg skulle herhen, havde jeg sommerfulge i maven. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne klare det. Men allerede første gang lærte jeg at få hovedet under vandet. Og det bryder jeg mig ellers meget lidt om. Heller ikke en engang under bruseren derhjemme. Men nu kan jeg ligge og flyde på ryggen. Det er skønt. Man kan mærke, at vandet bærer en,« siger Christina Olsen.

 
Angstens potentiale
Når vandskrækholdet bevæger sig ned i den dybe ende er det med faste tag i bassinkanten. Men den skræk de har for vandet kan vendes til noget produktivt, mener Pia Brunner.
»Mange fryser, når de er bange i vandet. De fleste har for eksempel en fornemmelse af, at vandet er koldere i den dybe ende af svømmehallen. Jeg arbejder med kulden. Frys, frys, alt hvad du kan, siger jeg. Brrrrrr. Med lyd på. Så kommer man ud med det. Nogle gang får jeg dem også til at råbe under vandet. Så højt de kan. Så har de det sjovt og griner. Og så begynder de at slappe af.«
»Man skal ikke overvinde noget. Man skal mærke, at man er bange, mærke at hjertet slår hurtigere. Man skal lære at kende kropsignalerne og forholde sig til dem - og give slip på dem.«
»Så vil elverne opleve, at angsten for vand har et potentiale. Angst er energi. Angst er intensitet. Når man kommer ud på den anden side, så bliver det nærvær og glæde. Det, at man bliver bange, øger kroppens beredskab, så man i værste tilfælde kan løbe væk eller svømme væk. Når man kan bruge dette overskud af energi, så er det ren intensitet. Men det kræver, at man er bevidst om det.«
Elevernes vandskræk danner hun sig et billede af allerede inden hun har mødt dem. 
»Jeg kan høre det, når de ringer til mig. Nogle har jo haft annoncen liggende i deres lommebog i fem år, inden de tager sig sammen til at ringe. Og bare det, at de tager skridtet og ringer, er vigtigt for dem. Jeg kan høre, hvordan de snakker meget hurtigt og er nervøse. For nogle er det halvdelen af det bare at ringe til mig.«
At udbrede glæden ved vandet – særligt til folk med vandskræk – er blevet noget af en livsopgave for Pia Brunner. Hun kan tale længe og engageret om vands kvaliteter. 
»Jeg er selv fuldstændig ekset med vand. Og det er mit hjertebarn at hjælpe andre til at overgive sig til det. Det giver virkelig mening for mig. Det er rigtigt mange, der er bange for vand. De kan lide at sidde ved vandet, lytte til bølgerne, gå langs med stranden – det er noget helt andet, når de skal møde vandet. Men de finder ud af, at det ikke er så slemt, som de tror. Og ligeså bange de var før, de gik i vandet, ligeså glade er de bagefter. Man kan også gyse, når man virkelig er glad. Det er en følelse, der ikke er så fjern fra frygt.« 
Fryden ved at kunne kaste sig ud i det våde element har Christina Olsen efterhånden også fået del i. Hun har endnu et godt tag i kanten på bassinet, men det går fremad med små skridt. Og hun ikke længere nervøs, når hun skal i svømmehallen.
»Pia bakker os godt op. Når man har klaret noget nyt, så siger hun, at man skal gå hjem og drikke et glas champagne. Så det føles lidt som en sejr hver gang, man har været her.«

 
For mere information om svømning og vandskræk se eventuelt Pia Brunners hjemmeside: www.vandskraek.net

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 

Artikel fra:  RØDOVRE LOKAL NYT
Forfatter:  André Bentsen 
Dato: 26. oktober 2004

 
’Vandskrækkere’ kan kureres

Vestbad ligger bassin til mennesker i alle aldre, som elsker at dykke og svømme i det klare vand, men for nogle badegæster er mødet med vandet ikke altid lige sjovt.

Hver uge underviser Pia Brunner over 120 mennesker med vandskræk i Vestbad. Det er primært voksne der er bange for vand og på hendes hold er der flest kvinder. Det skyldes nok, at mændene er lidt flove over at indrømme deres frygt for elementet. I det hele taget er vandskræk ikke noget man går og praler med og i flere tilfælde ligger der traumatiske oplevelser bag frygten. Mange tør ikke stå under en bruser og andre er bange for dybt vand.
Pia Brunner er uddannet kropspsykoterapeut og er gennem 15 års undervisning blevet rigtig god til at læse folks signaler og gennem leg rykke deres grænser. De eneste hjælpemidler er pædagogik, en badehætte og nogle dykkerbriller. ”Det nytter nemlig ikke noget, at man skal lukke øjnene når man skal møde noget man er bange for” siger hun og understreger, at ikke alle holder op med at være bange, men at alle lærer at håndtere angsten. 
Det kan 13 årige Ebbe Sørensen fra Rødovre tale med om. Da hans fætter druknede turde han i mange år ikke, at nærme sig vandet fordi han ikke stolede på, at livredderne ville redde ham, hvis noget gik galt. Ofte brugte han tyve minutter bare på at komme i vandet, blot for to minutter senere at stå på kanten med blå læber og klaprende tænder. Pia Brunner lærte også ham at forstå kroppens signaler og i dag deltager han på et normalt svømmehold. 
Sådan en sejr kan man ifølge Pia Brunner nemt overføre til andre situationer, som for eksempel en jobsamtale. 
Ligesom ved svømning er vejrtrækning her et spejl til, hvordan du har det. Når du er bevidst om kroppens signaler, har du mulighed for at lave om på uønskede reaktionsmønstre.
Det handler altså om at kende sig selv og sine grænser og ikke bare om at holde hovedet oven vande. Faktisk er netop den slags ’frisuresvømmere’, der altid holder hovedet højt ofte også dem, der rammes af ømme nakkemuskler og dårlig ryg. Vil man virkelig beherske vandet skal man puste ud under det. Dét kan man også lære på et af Pia Brunners hold for vandskrækkere, hvor man sammen med 8 andre træner en gang om ugen i Vestbad.